Login

Entreprenørmaskinmekaniker

Som entreprenørmaskinmekaniker reparerer og vedligeholder du gravemaskiner, læssemaskiner, bæltetraktorer, gummihjulslæssere, kraner og andre maskiner, der bruges på byggepladser og lignende steder.

Du kan også vedligeholde maskiner og redskaber, der anvendes inden for landbruget og skovbruget som traktorer, plove, såmaskiner, mejetærskere, ballepressere, grønthøstere, roeoptagere, kartoffeloptagere og andre.

Vedligeholdelsen består i, at man går maskinen efter. Man renser, smører og justerer de forskellige dele og afprøver, om de fungerer, som de skal. Både vedligeholdelse og reparationsarbejde forudsætter et godt kendskab til maskinernes konstruktion og måde at fungere på.

Du bruger ofte håndbøger på engelsk eller tysk og mange af maskinerne er computerstyrede. Derfor skal man være god til engelsk og til at læse og forstå de fejlkoder, som maskinen viser, når der er noget galt.

Mekanikerne arbejder både med motor med brændstofanlæg, køle-, smøre- og udstødningssystem og med eludstyr, ladeanlæg og hydrauliske systemer, fx gearsystemer, styretøj og bremser.

Entreprenørmaskinmekanikere skal også kunne fremstille reservedele og foretage reparationer på maskinernes hjælpeudstyr, yderbeklædning og chassis, dvs. det bærende understel.

Som landbrugsmaskinmekaniker fremstiller og reparerer du også dele til maskinerne. Til arbejdet bruger du håndværktøj, svejseudstyr, måleinstrumenter og særligt fremstillede hjælpeværktøjer.

Ofte foregår reparationsarbejdet ude hos kunden. Når maskiner bryder ned under arbejdet i marken, kan det være vigtigt for landmanden at reparationen foregår hurtigt på stedet.

Kilde: http://www.ug.dk

Kompetencekrav til uddannelsen