Login

97% vil komme igen til Maskiner under Broen

De besøgende på Danmarks nye maskinmesse, Maskiner under Broen har været godt tilfredse med messen. 97% af deltagerne i en besøgsundersøgelse siger, at de kommer igen i 2018

Arrangørerne har heldigvis fået en række gode råd om detaljer, der kan gøres bedre ved Maskiner under Broen i den undersøgelse blandt de besøgende, der blev gennemført. Dermed er der mulighed for at give de besøgende en endnu bedre oplevelse næste gang, men når 97% af dem, der svarer på undersøgelsen, siger, at de vil komme igen, så tyder det på, at arrangementet har været vellykket.

Generelt er rigtig mange godt tilfredse med deres besøg. De fleste kommer med det formål at holde sig orienteret om nyheder og få inspiration, men over halvdelen svarer også, at deres besøg har til formål at danne grundlag for senere køb.  Det er en ganske interessant oplysning for udstillerne, at så stor andel af de besøgende har konkrete købstanker, når de besøger messen, og det bekræfter udstillernes udsagn om, at det var nogle meget relevante og interessante besøgende, som kom på messen, der havde besøg af lidt over 2.000 gæster.

Mange både besøgende og udstillere ønsker sig en kraftigere markedsføringsindsats, og ved evalueringsmødet i messeudvalget forleden blev det besluttet, at der allerede nu tages afsæt til markedsføringen af næste Maskiner under Broen i august 2018.

 - Vi har i messeudvalget også en klar forhåbning om, at det bliver lettere at få opmærksomhed om en messe, som har været afholdt tidligere i forhold til et helt nyt arrangement, siger formanden for messeudvalget, direktør Niels Kirkegaard, GMR Maskiner A/S.

- Jeg er rigtig glad for, at hele 97% siger, at de vil komme igen. Det tyder jo på, at vi har ramt noget rigtigt. Alle er meget tilfredse med beliggenheden tæt på motorvejen, og alt det praktiske fungerede til langt de flestes tilfredshed, så jeg synes, vi kan være rigtigt tilfredse med alt bortset fra besøgstallet. Det er klart, at vi vil sætte ekstra ind med markedsføring næste gang, og vi har allerede sat en arbejdsgruppe til at se på, hvordan vi kan gøre det bedre, siger han.

Niels Kirkegaard fortæller også om en positiv evaluering blandt Maskinleverandørerne Park, Vej & Anlæg, hvor alle medlemmer deltog ved messen.

- Der er fuld opbakning til den beslutning, vi allerede havde taget om at holde messen igen i 2018. Det spiller selvfølgelig også ind, at messen har fået et rigtigt godt økonomisk resultat, så vore medlemmer ikke har måttet deltage i dækningen af et evt. underskud. Overskuddet blev nogenlunde som budgetteret, fortæller Niels Kirkegaard.

 

Yderligere oplysninger:

Formand for messeudvalget Niels Kirkegaard, tlf. 2226 0160. Mail: nki@gmr.dk