Login

Agromek-udstilling i en rigtig god stemning

Agromek sluttede fredag med et samlet besøgstal på 45.248. Heraf 5.127 udenlandske gæster.

- Vi kan kun være meget tilfredse med besøgstallet, som til fulde indfrier forventningerne, siger Agromeks formand, adm. direktør Sten Andersen, Dan Egtved A/S.

Han glæder sig også over, at der har været et godt besøg af udenlandske gæster  - landmænd og forhandlere.

- Det er mit helt klare indtryk fra samtaler med mange udstillere, at det har været en god messe, hvor de besøgende landmænd har vist ægte interesse og optimisme. På forhånd havde jeg været lidt nervøs for, om landbrugets mange aktuelle udfordringer ville sætte deres præg på udstillingen. Messen har været præget af en rigtig god stemning, og der er mange landmænd, der stadig er parate til at udvikle deres bedrifter, siger Sten Andersen.

Han kan også fortælle, at der er afsluttet mange handler med traktorer samt større og mindre maskiner og redskaber under messen.

Sten Andersen glæder sig desuden over, at det er lykkedes at samle så stor en del af landbrugets leverandører til en samlet messe.

- Det er dejligt, at vi har fået så stor opbakning til en samlet udstilling, men der er stadig leverandører, vi gerne vil have med på Agromek. Det vil vi arbejde på i den kommende tid frem til Agromek om to år, siger Sten Andersen.