Login

Bad Boy’s kører Kawasaki

Pressemeddelelse

De amerikanske Harley Davidson entusiaster ville falde døde om, hvis de blev klar over, at Bad Boy zero-turn plæneklipperne fra Guds eget land skifter til Kawasaki-motorer – men det gør de!

Bad Boy er navnet på en række smarte zero-turn græsklippere fra USA, der udover at være fantastiske til at slå græs, udmærker sig ved masser af fræk attitude. De har typiske amerikanske gener i form af et meget kraftigt stel, svejsede klippeborde, stærke motorer og i det hele taget en robust konstruktion. Og så har de stilmæssigt et tvist af ”bad-boy” – her kommer jeg, se mig, jeg er lidt smartere end de andre og kan det hele.

Bad Boy er en af verdens største producenter af zero-turn plæneklippere. De har maskiner fra 22,5 – 35 hk i sortimentet, så der er noget for enhver smag og ethvert behov. De 2 klippere, der nu skifter til Kawasaki-motorer, er den populære Bad Boy MZ med 48” klippebord og den lidt større Bad Boy CZT, hvor der er frit valg mellem et 48” eller et 54” klippebord. 

Hos HCP Nordic, som distribuerer den populære klipper til forhandlere i hele Norden, ser man frem til at modtage de nye modeller, der vil være klar inden græsset for alvor begynder at gro. Henrik Svennild fra HCP har set Bad Boy bide sig fast i det nordiske marked de sidste 2 år. Han er sikker på, at salget fortsat vil stige - ”Der er noget specielt over Bad Boy. Den har attitude, og folk vil gerne op og sidde på den. Nogle påstår endda, at det bliver sjovt at slå græs, når man stryger over plænen, trækker i styrehåndtagene og snurrer 360 grader rundt om en stolpe”.

 

Yderligere information: Henrik Svennild, HCP Nordic, tlf. 76 73 11 07