Login

Conmac A/S ny importør af CASE Construction

Magdeburg 18. august 2010.

I dag er der underskrevet en aftale mellem CNH Danmark A/S og Conmac A/S om import, salg og service af hele maskinprogrammet fra CASE Construction til Danmark, Grønland og Færøerne.

- Vi er glade for at kunne offentliggøre, at vi har fundet frem til en ny, perspektivrig aftale, der har virkning fra i dag.

- Selvom alle detaljer omkring forhandlerne endnu ikke er på plads, mener vi absolut, at aftalen med Conmac A/S rummer store fordele for salg og service af vores maskiner i Danmark, konstaterer Markus Meyer, Business Director hos CASE Construction Danmark.

Ser frem til samarbejdet
Det er Kristian Helms, kendt som medejer af Helms TMT-Centret A/S, der står bag det nye selskab Conmac A/S.

- Jeg er meget ydmyg overfor den udfordring, vi står overfor ved fremover at stå for importen af CASE Construction.

- De er blandt de ypperste inden for alle størrelser entreprenørmaskiner på verdensplan, og vi ser frem til at både sælge og servicere dem hos eksisterende og nye kunder, fastslår han.

Allerede nu er der flere end 1.500 CASE Construction maskiner i drift i Danmark, og den nye organisation er parat til at overtage servicen af dem.

Kristian Helms peger på, at mærket har en lang historie og et meget stort salg verden over.

- Vi er godt på vej med en løsning på Sjælland, hvor vi etablerer et professionelt center med udstilling, salg, service og reservedele i regi af Conmac A/S.

- I Jylland vil Conmac A/S selv sælge og servicere fra Herning og Århus. Desuden vil vi etablere salgs- og servicecentre i resten af Jylland.

- På Fyn fortsætter Ringe Maskinforretning A/S med at forhandle hele CASE Construction programmet, sådan som de har gjort i en årrække med såvel salg som service, fortæller Kristian Helms.

Kendte personer i organisationen
- Desuden har vi allerede nu ansat medarbejdere i Conmac A/S, som er kendte i entreprenørbranchen og derfor har mange års solid erfaring, forklarer han.

Det gælder medarbejdere, som er yderst kompetente inden for salg og service.

- Jeg er stolt over at kunne præsentere alt fra de mindre maskiner til de helt tunge fra CASE Construction over for alle i entreprenørbranchen, siger Kim Damgaard.

Han er udnævnt til salgschef i Conmac A/S og har tidligere været salgschef hos KFD.

Programmet fra CASE Construction rummer let materiel og det helt tunge i form af store gummigede, dozere, gravemaskiner og dumpere af en meget høj kvalitet.

Kristian Helms er derfor ikke i tvivl om, at der er skabt de bedste forudsætninger for mærkets fremtid i Danmark.

- Jeg ser frem til at byde velkommen til alle hidtidige og nye kunder på den stand, Conmac har på Agromek 2010, fastslår han.

 

Her underskriver Markus Meyer (tv) og Kristian Helms (th) aftalen om importen af CASE Construction, der er trådt i kraft samtidig med underskrivelsen.

Conmac A/S er i en svær tid for entreprenørbranchen klar til at give fuld gas - fra venstre ses Kristian Helms, Kim Damgaard og Lene Thornholm, der er fra CASE Construction.

Yderligere oplysninger hos Markus Meyer, mobil +49 173 67 87 129 eller Kim Damgaard, mobil 40 50 65 88