Login

Have & Landskab fik 8.985 besøgende i alt

Vi har haft tre fantastisk gode dage, hvor vores mange professionelle udstillere har mødt en masse interesserede fagfolk fra især Danmark, men også Sverige, konstaterer Michael Husfeldt

Den professionelle udstilling, hvor professionelle udstillere møder professionelle fagfolk.

- Det er sådan, vi gerne vil opleves, og det mener jeg, vi har levet op til de seneste tre dage, fortæller Kristian Larsen, udstillingsleder for Have & Landskab 2011 (HL11).

Han bakkes op i det synspunkt af formanden for udstillingen, Michael Husfeldt.

Samme oplevelse har mange af udstillerne også givet udtryk for.

- Vi har haft rigeligt at gøre med at fortælle om vores produkter. Faktisk er vi i positiv forstand blevet overrendt i en grad, så vi knapt har kunnet nå at snakke med alle dem, der har været inde på vores stand, siger Henning Roed, formand for Danske Planteskoler.

Det konstaterer de, efter HL11 lukkede ned fredag aften ovenpå tre travle dage 24.-26. august i Slagelse.


Foto: Vi er ovenpå tre dages succes her i Slagelse allerede begyndt at se frem til at byde velkommen til HL13 her i Slagelse i august 2013, siger Kristian Larsen.

Lidt færre besøgende

Have & Landskab blev afviklet for 10. gang i år, men jubilæet blev bevidst ikke markeret.

- Det drejer sig ikke om at fejre udstillingen som sådan, men om at give gæsterne og udstillerne et stort udbytte af at komme her, siger Kristian Larsen.

Derfor er det ikke alene et succeskriterium at lukke mange gæster ind.

- Vi satser langt mere på at få den rigtige kvalitet af såvel udstillere som besøgende, forklarer han.

Derfor er det heller ikke bekymrende for arrangørerne, at der på de tre dage kun blev nået et besøgstal i alt på 8.985 mod tilsvarende 10.600 i 2009.


Trods færre besøgende er det mit indtryk, at udstillerne har mødt de professionelle brugere og beslutningstagere, de gerne vil i kontakt med, siger Michael Husfeldt.

Mange nyheder på udstillingen

Flere af udstillerne benyttede HL11 til at vise produkter, som aldrig før har været vist for på en dansk udstilling.

Det gælder både maskiner og planter samt en masse andre produkter til det grønne område.

- Bredden i vores udstilling er meget stor, og der er meget at opleve for fagfolk.

- Så vi har den fornøjelse, at såvel planlæggere som beslutningstagere og håndværkerne bruger os til at hente inspiration og ny viden, siger Kristian Larsen.

Klima og miljø – nye løsninger

HL11 havde temaet Klima og miljø, og det viste sig at blive langt mere aktuelt end overhovedet forventet.

- Mange udstillere havde fokus på bortledning af nedbør.

- Med både store regnmængder og skybrud i erindring kan det ikke være mere aktuelt end at vise løsninger på de udfordringer, det giver, siger Michael Husfeldt.

Der var både forskere og kommercielle udstillere, som fremviste løsninger, der kan effektivt kan aflede og rense nedbøren, før den ledes ud i vandmiljøet.

Velkommen til HL13 i Slagelse

De fire arrangører bag Have & Landskab har for et stykke tid siden indgået en aftale om, at der også skal afvikles udstillinger i 2013 og 2015 – begge gange i august og i Slagelse.

- Vi ser frem til at kunne byde velkommen begge gange til de professionelle udstillere og besøgende, som vi satser på at yde vores bedste for, siger Michael Husfeldt.

Yderligere oplysninger hos Kristian Larsen, mobil 29 24 20 91