Login

Hvorfor gå, når man kan køre Club Car?

Hvorfor gå, når man kan køre Club Car?

Hos HCP Danmark i Krogager spejder Henrik Svennild, som er ansvarlig for firmaets salg af parkmaskiner, utålmodigt efter en container med nye Club Car, for salget går så godt, at han snart får brug for flere maskiner. I containeren står en masse af den nye model Club Car DS Lynx Refurbished, som er blevet meget populær i Danmark.

Hvis den nye model skal beskrives med ét ord, må det blive - ”praktisk”. Det lette eldrevne køretøj er umådelig bekvemt til persontransport og hurtig til transport af varer, værktøj osv. Samtidig kan den takket være sin el-motor færdes både ude og inde, for der er hverken støj eller sundhedsfarlig udstødning at tage hensyn til. Som et ekstra plus er den smart designet og har et Canopy-tag i en sort specialfarve med en praktisk, indbygget tagrende, der sørger for at lede regnen væk fra sæderne.  En forrude forøger komforten, og et lille lad på 101 x 64 cm med nedfældelig bagsmæk fuldender billedet af et smart og praktisk køretøj.

Den nye Club Car har helt fladt gulv, og der er ingen irriterende gearstænger eller andet, som generer chaufføren ved af- og påstigning. Derfor er det hurtigt at komme af og på, hvilket gør den helt ideel til opgaver med hyppige stop som f.eks indsamling af affald i terrænet, distribution af materialer eller måske en inspektionsrunde i staldene.

Club Car DS Lynx får sine kræfter fra en 48 volts elmotor med stort moment. Det er 6 x 8 volts højtydende dybcyklus batterier med lang holdbarhed, der forsyner motoren med strøm, så den kan levere 3,3 hk og en topfart på 28 km/t. Batterierne lades med en ”intelligent” ladestation, som sørger for, at batterierne altid oplades korrekt, hvilket forlænger deres levetid betydeligt.

En Club Car kan have flere ”liv”
Som de fleste Club Car er også DS Lynx opbygget på et aluminiumschassis, og skærmene er støbt i Armorflex, der er et utroligt robust kunststofmateriale, som oven i købet er UV-bestandigt. En kraftig frontbøjle yder ekstra beskyttelse af fronten, så det kræver nærmest talent at skade sin Club Car DS ved påkørsler – og ruste kan den ikke. ”Den lange levetid er en af Club Car’s helt store fordele. Afskrivningen pr. år er minimal, og da serviceomkostningerne samtidigt er ekstremt lave, får man et utrolig praktisk køretøj til mange formål uden, at det ses på driftsbudgettet.

Fabrikken i USA har mange ”flådeaftaler” med firmaer, golfklubber, lufthavne osv. Som et led i disse aftaler udskiftes køretøjerne løbende. Med en robust amerikansk konstruktion og brug af materialer, der ikke kan ruste, er køretøjerne imidlertid alt for gode til at skrotte. Club Car gennemgår derfor køretøjerne systematisk, udskifter batterierne og evt. skadede/slidte dele, hvorefter de genopstår som ”Refurbished”. Efter en omfattende kvalitetskontrol og en række grundige test, sendes de derefter ud på markedet igen. ”Vi har været så heldige at få tildelt en hel container af de populære modeller, som er lige så gode som nye, men billigere – og kunderne skal virkelig kigge godt efter for at finde tegn på, at de er brugte”, siger Henrik Svennild og glæder sig til, at containeren kommer, så salget kan komme i gang.

Club Car DS Lynx Refurbished leveres med hævet undervogn, 22” dæk og lygter i for og bag. Hvis køretøjet skal indregistreres, kræver det et ekstra lygtekit med bl.a. blinklys.