Login

Komatsu styrker grønlandsk uddannelse

Scantruck og XL-BYG Arctic Import leverer dozer, læssemaskine, dumper og rendegraver til mineskolen i Sisimiut

Kommende entreprenører og minearbejdere i Grønland skal lære at omgås fjelde og bjergmassiver ved hjælp af maskiner leveret af XL-BYG Arctic Import og dScantruck.

De to virksomheder har netop sendt tre Komatsu-maskiner til Bygge- og Anlægsskolen i Sisimiut, og inden længe bliver der sendt endnu en samt en Valtra-traktor af sted til den grønlandske by.
De fem maskiner skal fremover udgøre grundstammen i skolens minør- og bjergsprængningsafdeling - i daglig tale Mineskolen.

"Afdelingen er den eneste af slagsen i Grønland og er et resultat af, at der er i de senere år, er dukket en omfattende mineindustri op i verdens nordligste land", siger salgschef i XL-BYG Arctic Import, Peter Bertelsen.
En del af uddannelsen til mineindustrien handler om at lære at køre entreprenørmaskiner. Det er tidligere sket i Danmark, men her lærer kursisterne at køre i muld og jord. Det er ikke til megen gavn, når man arbejder i granit- og fjeld.

Bygge- og Anlægsskolens nye Komatsu-rendegraver er netop ankommet til Sisimiut.

Fullline-sortiment
"Det er desuden meget dyrt at sende skolens elever flere uger ad gangen til Danmark. Derfor har Bygge- og Anlægsskolen besluttet at anskaffe egen maskinpark, så de selv kan stå for alle kurser og forløb på området", siger salgschefen.
Valget faldt på Komatsu for at sikre skolen adgang til et maskinprogram, der kan dække alle behov. Det gør det lettere at instruere skolens elever og lærere i daglig brug og vedligeholdelse og at få udført service og vedligeholdelse.
"Komatsu er verdens andenstørste producent af entreprenørmaskiner og har et fullline-sortiment, hvilket betyder, at vi kan levere alle slags maskiner uanset behov. Komatsu er også den eneste producent, der har det avancerede overvågningssystem Komtrax, hvor man kan sidde på kontoret og følge maskinen på position og tjekke servicebehov og produktivitet. Systemet findes også i Grønland og virker i hele landet", siger salgschef Henrik Kirketerp-Møller, Scantruck.

Godt samarbejde
Scantruck står for import og salg af Komatsu i Danmark og Grønland samt på Færøerne, og samarbejder med XL-BYG Arctic Import om at dække det grønlandske marked.
"XL-BYG Arctic Import har mange års erfaring og viden om forholdene i Grønland, og vi fortsætter derfor med glæde det samarbejde, som virksomheden har haft med den nu lukkede maskinvirksomhed KFD A/S, der tidligere repræsenterede Komatsu i Danmark", siger Scantruck-salgschefen.
Bygge- og Anlægsskolen i Sisimiut har tidligere anskaffet gravemaskinen PC 210LC-7 og læssemeskinen WA80-5. I denne omgang har den købt dozeren D51PX-22, rendegraveren WB97S-5, dumperen HM250-2-dumper og læssemaskinen WA380-6. Maskinerne er leveret med skib fra Aalborg til Sisimiut.

 

Yderligere oplysninger:
Salgschef Peter Bertelsen, XL-BYG Arctic Import, tlf. 20 16 60 64
Salgschef Henrik Kirketerp-Møller, Scantruck, tlf. 9614 7102