Login

Mange gæster og god handel på ScanMek

Mange gæster og god handel på ScanMek

Et par tusinde gæster besøgte ScanMek, der  bød på gode handler og masser af snak over hotdogs og varm kaffe.

En snes minus grader er ingen hindring for at møde op, når Scantruck inviterer til ScanMek - vinterens åbent hus-arrangement. Her er der mulighed for at se det nyeste indenfor maskiner og udstyr og for at gør en god handel, uanset om det er en brugt teleskoplæsser eller en splinterny gravemaskine, du er på jagt efter.

I den sidste weekend i januar var der derfor tæt på 2.000 gæster i de store lagerhaller og på gårdspladsen udenfor, hvor der over to omgange blev holdt auktion med gode tilbud på maskiner.

"Vi solgte 14 maskiner og fik snakket med en masse nuværende og kommende kunder. Blandt de sidste var der mange Komatsu-brugere", fortæller salgschef Henrik Kirketerp-Møller.

Blandt gæsterne var Steen Schubert, indehaver af Nørre Felding Maskinstation. Han og et par medarbejdere benyttede lejligheden til at se på en Atlas 35, som de er ved at anskaffe.

"Vi har to maskiner fra Scantruck i forvejen, og vi har snakket med deres sælger Hasse Juel om at anskaffe en mere. Den vil vi gerne kigge nærmere på, så vi bedre kan dække behovet hos landmænd og private", siger Steen Schubert.

Jannik Holm fra Holms Anlægsgartneri, Thisted, og et par af hans ansatte benytte ScanMek til at gå på jagt efter en brugt gaffeltruck.

"I første omgang er vi kommet her af nysgerrighed, men da en af medarbejderne har brug for en gaffeltruck, ender det nok med, at vi tager sådan en med hjem", siger Jannik Holm.

Et af de varme samtaleemner ved bordene foran pølsevognen, var det nye samarbejde med Komatsu og der blev kigget grundigt på de af mærkets entreprenørmaskiner, der var skaffet hjem til lejligheden. 

Yderligere oplysninger:  

Salgschef Henrik Kirketerp-Møller, Scantruck,  henrik@scantruck.dk , tlf. 96 147 102.