Login

Ny messe i 2012 for entreprenører og håndværkere

På et pressemøde mandag præsenterede brancheforeningen Maskinleverandørerne, Entreprenør-sektionen og MCH Messecenter Herning en ny udendørs fagmesse.

Messen har arbejdstitlen "Entreprenør & Håndværk" og arrangeres af MCH i tæt samarbejde med Maskinleverandørerne, Entreprenørsektionen. Den nye fagmesse finder første gang sted 10.-12. maj 2012 på arealerne ved MCH Messecenter Herning og har efterfølgende termin hvert tredje år.

- Vi har store forventninger til den nye fagmesse, der bygger på et stærkt og positivt samarbejde mellem Maskinleverandørerne, Entreprenørsektionen og MCH. "Entreprenør & Håndværk" vil meget konkret afspejle, hvad markedet og vores kunder og gæster efterspørger. Derfor er jeg overbevist om, at vi her har skabt et langtidsholdbart koncept med stor appel til såvel udstillere som målgruppen af besøgende fra entreprenør- og byggebranchen. Maskinleverandørerne har altid "fyldt meget" hos MCH, og det glæder mig meget, at vi med den nye fagmesse kan fortsætte og gerne udvikle et årelangt, godt samarbejde, siger administrerende direktør Georg Sørensen, MCH.

Enstemmig opbakning
- Vores medlemsvirksomheder bakker enstemmigt op bag "Entreprenør & Håndværk". Det gælder både messekonceptet, placeringen i Herning, de treårige terminer samt messestart i maj 2012. Dette giver selvsagt "Entreprenør & Håndværk" et meget stærkt rygstød, og jeg er sikker på, at messen vil få meget lang levetid, siger Hans Holm, der er formand for Maskinleverandørerne, Entreprenørsektionen.
- Der er flere fordele ved placeringen af messen på MCH's egne arealer. Blandt andet går den nye motorvej lige til døren, de store maskiner kan præsenteres i funktion, og så har vi umiddelbar adgang til MCH's mange faciliteter.

Tid til videreudvikling og markedsføring
- Med samarbejdsaftalen med MCH om "Entreprenør & Håndværk" har vi nu fået en god struktur på vores messeaktiviteter. Jeg finder det også værdifuldt, at vi nu har det meste af et par år til at videreudvikle messekonceptet og til at markedsføre den nye fagmesse. Det giver os bl.a. mulighed for at inddrage vores medlemmer mest muligt i denne proces, siger branchedirektør Michael Husfeldt fra Maskinleverandørerne.

"Entreprenør & Håndværk" bliver gennemført som en udendørs messe ved MCH Messecenter Herning, hvor der både vil være almindelige udstillerstande samt arbejdende stande med mulighed for demonstrations- og graveaktiviteter. Formålet med fagmessen er at samle entreprenørbranchen og byggebranchen med fokus på materiel - herunder eksempelvis maskiner, kraner, containere, stillads og værktøj. De besøgende skal kunne danne sig et indtryk af markedets mange muligheder og tilbud. Fagmessen er målrettet entreprenører, bygge og anlægsvirksomheder, håndværkere, selvstændige og håndværksmestre samt besøgende fra såvel den private som den offentlige sektor.



Billedtekst:
Hans Holm, formand for Maskinleverandørerne, Entreprenørsektionen, t.v., og administrerende direktør Georg Sørensen, MCH, giver hinanden håndslag på et godt samarbejde om den nye udendørs fagmesse "Entreprenør & Håndværk" i 2012.

------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Yderligere oplysninger: Projektchef Henriette Træholt, MCH Messecenter Herning, tlf. 9926 9926 eller het@mch.dk. Branchedirektør Michael Husfeldt, Maskinleverandørerne Entreprenørsektionen, tlf. 3927 0087 eller h@maskinlev.dk.