Login

Nyt redskab fra MultiOne: Højtryks bredspuler

Italienske CSF har tradition for at udvikle en lang række redskaber til enhver arbejdsopgave. Mindst 170 standardiserede redskaber og værktøjer findes der allerede på listen, og nu lancerer de endnu et – MultiOne højtryks bredspuler.

Det nye redskab passer til de mellemstore og største basismaskiner og er beregnet til at vaske veje, fortove, gågader, forlystelsesparker, store pladser og for eksempel industriarealer, hvor hygiejnekravene er særligt skrappe. Den vil også være velegnet til støvdæmpning på byggepladser.

Vandtanken fås i 2 størrelser med en kapacitet på 300 eller 600 liter. Med en arbejdsbredde mellem 150 og 200 cm, hvor 15 eller 30 liter vand pr. min. sprøjtes ud med 150 bar, er det hurtigt at rengøre områderne. Sprøjtebommen kan vinkles op til 90°, så sokler og vægge kan også nemt vaskes rene. Dyserne kan også drejes, så MultiOne højtryks bredspuler kan gøre effektivt rent i alle hjørner.
Det nye redskab er ydermere udstyret med 10 m slangerulle og en håndlanse, så det er nemt for chaufføren at rengøre der, hvor maskinen trods alt ikke kan komme til.

MultiOne importeres af HCP Nordic og sælges gennem lokale maskinforhandlere i Danmark. Tommy Kærgaard, der er sælger i HCP´s Parkteam og kender MultiOne fra mange års arbejde med den lille knækstyrede minilæsser, er glad for at få endnu en redskabsmulighed føjet til listen. ”MultiOne er ekstremt smidig og brugervenlig. Med dens avancerede teleskoparm og utallige redskaber er den en ægte allround-maskine hele året og bliver hurtig uundværlig for alle. Den nye MultiOne højtryks bredspuler er endnu et eksempel på dens alsidighed.”