Login

Potent køretøj fra amerikanske Club Car

Potent køretøj fra amerikanske Club Car

Club Car har i over 40 år været kædet sammen med de smarte grønne golfbiler, der findes på stort set alle golfbaner. At de også i stort tal kører som arbejdsbiler i det svenske postvæsen, er en del af maskinparken hos mange boligforeninger og i det hele taget kører rigtigt mange andre steder, er der ikke så mange, der har lagt mærke til.

Nu sender Club Car imidlertid 2 nye Carryall-modeller på markedet, der med deres potente udseende og fantastiske køreegenskaber nok skal gøre opmærksom på sig selv. Modelnavnene er Club Car Carryall 1500 og 1700 med henholdsvis 2 eller 4 siddepladser.

Robust og alsidig – også på landevejen

Club Car CA 1500 er en utrolig robust maskine, der både har power og affjedring til at køre både hvor terrænet er råt, og hvor der er behov for skånsom kørsel på sårbare arealer. Den er opbygget på en chassisramme i aluminium, og inddækningen er lavet af et unikt plastmateriale, som holder til stort set alt. Det tipbare lad med nedfældbar bagsmæk er som chassiset også udført i aluminium, så den nye model følger i forgængernes hjulspor med hensyn til høj kvalitet og en konstruktion, der lover en meget lang levetid.

Club Car 1500 har 2 siddepladser med sikkerhedsseler, kraftige sikkerhedsbøjler og hydrauliske skivebremser på alle 4 hjul, så sikkerheden er helt i top. Ydermere er den typegodkendt til indregistrering og kørsel på offentlig vej, så med udstyret fra ”road-pakken”, som monteres i Danmark, er det nemt at få udleveret nummerpladerne, hvilket på mange måder er at foretrække af hensyn til forsikringsforhold osv.

Rå eller skånsom

Anvendelsesmulighederne for de nye modeller er utallige. Club Car CA 1500 og 1700 kan køre i selv det mest ”umulige” terræn og vil være et suverænt allround-køretøj til transport af personale, værktøj, materialer osv., så gårde, godser, jagtvæsner, parkafdelinger, golfbaner, campingpladser, minkfarme og rigtigt mange andre kundegrupper vil få stor glæde af maskinen i det daglige arbejde. ”Det er lidt spøjst, at alle tiltrækkes af den potente udstråling og taler om hk, 4WD og hastighed, når de ser køretøjerne, men samtidigt tænker på, om den også kan anvendes, hvor underlaget skal skånes”, fortæller Martin Hansen fra HCP Danmarks parkteam, som blandt andet importerer Club Car. ”Og det kan den, for med relativ lav egenvægt, IntelliTrak, 4WD, fuldautomatisk differentialespærre på alle 4 hjul og en suveræn affjedring er den skånsom ved f.eks. finere græsplæner, hvis dens dækmontering i øvrigt er tilpasset formålet”.

”De nye Club Car kan virkelig bruges med fordel mange steder”, mener Martin Hansen, ”og hvis kunderne gør sig selv den tjeneste at sammenligne den månedlige leasingydelse med hvor få minutter om dagen, de skal spare for at tjene den hjem, så vil der blive solgt mange – for det er en rigtig god forretning at køre folk og materialer helt frem til arbejdsopgaverne i stedet for at gå eller køre i flere store og tunge køretøjer”!

Specialversion med 4 siddepladser

Som noget helt unikt leverer Club Car også en speciel version af den nye bil under betegnelsen Club Car CA 1700. Den har 4 siddepladser, hvilket gør det terrængående køretøj endnu mere interessant for f.eks. de større gårde og godsers jagtvæsner, dyreparker, naturforvaltninger, planteskoler og andre, der skal have flere passagerer med rundt i terrænet. 4-personers udgaven har også tipbart lad, så der er plads til både mennesker og last – og også en råbuk eller to. Som en interesseret kunde sagde: ”Jeg har aldrig haft en god hund, der kan skaffe mig jagtinvitationer, men mon ikke jeg bliver en velkommen gæst, hvis jeg har en Club Car med”?

Yderligere informationer:
Martin Hansen
HCP Danmark A/S
Tlf. 7673 1117

Fakta:

Motor:                                 Kubota D722 – 3-cylindret, diesel
Hk / hastighed                    20 hk / 40 km/t
Transmission                     CVT (trinløs automatisk)
4 WD                                  Automatisk – IntelliTrak
Chassis og lad                   Aluminium
Inddækning:                       Robust, UV-bestandigt plastmateriale
Lastevne                           Lad 363 kg / Totalt 544 kg
Sikkerhed                           Styrtbøjle
Typegodkendt                    Road-pakke kræves
Forrude og tag                  Option
Komplet kabine                  Option
Eltip af lad                          Option
Model 1500                        2 siddepladser
Model 1700                        4 siddepladser