Login

Henrik er Danmarks bedste entreprenørmaskin mekaniker lærling

Hydrema-lærling er Danmarks bedste

Konkurrencen Danmarks bedste lærling, DBL, er slut. Den bedste mekanikerlærling på entreprenørmaskiner i Danmark er Henrik Drastrup.

Den 20-årige lærling hos Hydrema var blandt de fire lærlinge, der har kæmpet om titlen under fagmessen Entreprenør og Håndværk, E&H.

- Jeg er en lettet mand. Det var virkelig fedt. Der har virkelig været hård konkurrence. Jeg kender de andre fra skolen, så jeg har været spændt på, hvordan det skulle gå, for de andre er dygtige, siger den glade vinder lige efter Hernings viceborgmester, Rasmus Norup (K), har overrakt ham beviset på sejren.

Uddannelseschef Lars Bagger Hansen, Erhvervsskolerne Aars, sagde, da han udråbte vinderen:

- Han arbejder med ro. Han har overblik. Og han har stort overskud - faktisk så stort overskud, at han også har kunnet hjælpe konkurrenterne under konkurrencen.

 

Hård konkurrence

Det er første gang, DBL for entrepenørmaskinmekaniker lærlinge er afviklet.

- Hovedfokus har været at stille skarpt på den store og brede uddannelse, som entreprenørmaskinmekaniker-uddannelsen er, og at sættes fokus på at vi til stadighed mangler kvalificeret og uddannet arbejdskraft, sagde Klaus Nissen, branchedirektør for Maskinleverandørerne, som er arrangør af DBL i samarbejde med Erhvervsskolerne Aars.

Stævneleder Karsten Poulsen, der er faglærer på Erhvervsskolerne Aars, har været helt tæt på deltagerne under konkurrencen.

- Det har været en fin konkurrence. Det er sjovt at se deltagerne under pres. Sådan en konkurrence kan aldrig nogensinde sammenlignes med en normal arbejdsdag. Det skal den heller ikke, siger han og fortsætter:

- Deltagerne har klaret det fint. Det er fascinerende at se nogle unge mennesker kaste sig over opgaverne på nogle maskiner, som de med stor sandsynlighed ikke står og arbejder med til daglig. De er bare kørt på med krum hals i flere tilfælde, hvor garvede montører ville træde et skridt tilbage.

 

Gode samarbejdsevner

De fire finalister har heller ikke haft tid til at træde et skridt tilbage. De har haft en time og et kvarter til hver af de fire maskiner. Der har været en række opgaver på hver maskine, men med den korte tid har der ikke været nogen forventning om, at deltagerne har kunnet komme rundt om det hele.

Alligevel klarede Henrik Drastrup alle opgaverne på den ene maskine.

- Jeg nåede det hele på Liebherr læssemaskinen, lyder det fra ham.

Lørdag var alle fire deltagere igen på arbejde. Her handlede det om en række samarbejdsøvelser. Det klarede de glimrende.

- De nåede det hele, og det gjorde de faktisk hurtigere, end vi forventede, fortæller Karsten Poulsen.

 

Faktaboks: Sådan endte deltagerne

Nummer 1

Henrik Drastrup, 20 år. Han er nordjyde nærmere bestemt fra Arden, og til dagligt er han lærling hos Hydrema. Læs mere om Henrik her: http://www.maskinteknik.dk/artikel/100247-dbl-finalist-jeg-vil-gore-en-forskel

Nummer 2

Jacob Mattebjerg, 22 år. DBL’s ældste deltager er fra Slagelse. Han står i lære hos Rasmus Deng, som har hjemme i Høng. Læs mere om Jacob her: http://www.maskinteknik.dk/artikel/100086-dbl-finalist-fremtid-med-maskiner-og-ski

Nummer 3

Jens Melgaard, 20 år. Bosat i Vejle, men oprindeligt fra Jelling. Han skruer i maskiner på værkstedet hos Maskinpartner. Læs mere om Jens her: http://www.maskinteknik.dk/artikel/100336-dbl-finalist-fremtid-som-vaerkforer 

Nummer 4

Mikki Nygaard, 20 år. Mikki Nygaard kommer fra Hinderup, og når han ikke er på skolen, er han lærling hos Pon Equipment, der er dansk forhandler af entreprenørmaskiner fra Caterpillar. Læs mere om Mikki her: http://www.maskinteknik.dk/artikel/100147-dbl-finalist-drommen-om-udlandet

 

For yderligere information kontakt venligst branchedirektør Klaus Nissen på tlf. 2029 5971.

 

Pressemeddelelse og foto er udarbejdet af vores DBL-mediepartner Maskinteknik og er til fri afbenyttelse ved omtale af DBL-konkurrencen.