Grønlandseventyrer får jubilæumslegat
Forleden var Dansk Maskinhandlerforening på besøg hos Maskiner A/S i Horsens for at overrække Dansk Maskinhandlerforenings jubilæumslegat til 23-årige Kevin Vinther Rasmussen.
Kevin sluttede af med et flot 12-tal i sin svendeprøve og har gennem sin uddannelse været på talentspor, hvilket betyder, at han har haft flere fag på et højere niveau end normalt. I sin tale til Kevin siger Jens-Aage Jensen, formand i Dansk Maskinhandlerforening: Du har gennem din uddannelse udvist stor flid og engagement. Du er meget samarbejdsvillig både i forhold til kunder og kollegaer, og så udstråler du stor energi og optimisme omkring dit arbejde. Derfor håber vi jo også, at du, når du er færdig med at opleve verden, vender tilbage til Danmark og arbejder videre i dit fag her.
Eventyret trak
Kevin er ansat hos Munck Civil Engineering til at reparere maskiner i forbindelse med byggeriet af en ny lufthavn i Ilulissat i Vestgrønland. Den nuværende lufthavn skal udbygges, da man satser meget på turisme. Ilulissat er Grønlands mest besøgte turistby på grund af den smukke beliggenhed nær Diskobugten.
- Da jeg var færdiguddannet, blev jeg her hos Maskiner A/S et halvt år, og var rigtig glad for det. Men så var der en, der tilfældigt sendte et opslag til mig om arbejde på Grønland, og jeg tænkte hvorfor ikke prøve at søge det, og efter få dage havde jeg fået jobbet. Jeg havde faktisk ikke prøvet at flyve før, da jeg tog afsted første gang, så det var noget af et spring, fortæller Kevin.
- Jeg bor i en camp ved lufthavnen og er typisk afsted 8 uger ad gangen og hjemme i 2 uger, men jeg har også været afsted i længere perioder, siger Kevin
Helt andre maskiner end i Danmark
- Det spændende er, at det er nogle helt andre maskiner, end dem vi ser i Danmark. Man kan ikke bare grave, da det er fjeld, som skal sprænges væk, for at man kan bygge lufthavnen. Jeg servicerer bl.a. nogle borerigge, som kan bore 27 meter ned i jorden, og der er en masse teknik i dem, som jeg ikke har arbejdet med før. Jeg var på et 14-dages kursus i Sverige for at lære noget mere om dem, og nu går det fint, men det var jo et helt nyt område for mig. Vi har også minedumpere og generelt er maskinerne bare store.
- Da jeg kom derop, var vi kun 2 mekanikere. Det var et virkelig stort ansvar, jeg fik fra starten, hvilket jeg har lært meget af. Der kommer jo ikke bare lige en anden mekaniker, hvis der er noget, man ikke kan finde ud af. Du kan selvfølgelig ringe og spørge nogle dygtige mekanikere hos de mærker, maskinerne kommer fra, men man er selv nødt til at løse det. I starten var der heller ikke noget værksted, så det kunne godt være noget koldt i januar/februar måned at skulle stå udenfor og reparere noget – og mørkt var det også, siger Kevin med et smil.
Drømmen er en ejendom med eget værksted
Hvornår Kevin vender snuden mod Danmark, ved han ikke helt.
- Jeg har kontrakt til slutningen af 2023. Jeg kunne måske godt tænke mig at prøve at arbejde i et andet land også – måske Canada, men nu må vi se, hvad der sker.
- Min drøm er, at jeg skal have sparet op til en ejendom med et fint værksted, hvor jeg kan gå og skrue lidt. Og så vil jeg gerne være gældfri, inden jeg bliver 30, så det kræver nok, at jeg sparer op et par år mere, før den målsætning er nået, slutter den 23-årige entreprenørmaskinmekaniker.
Fra venstre ses direktør i Dansk Maskinhandlerforening Klaus Nissen, formand i Dansk Maskinhandlerforening Jens-Aage Jensen, legatmodtager Kevin Vinther Rasmussen og Lena Brohus, direktør i Maskiner A/S.
Dansk Maskinhandlerforenings Jubilæumsfond uddeler i år 3 legater til unge mennesker, som har udmærket sig både på det faglige niveau og på det personlige plan. Hver legatmodtager får - ud over æren og et diplom - 10.000 kroner. For yderligere information kan direktør Klaus Nissen træffes på tlf.
2029 5971.
Dansk Maskinhandlerforening er officiel brancheforening og arbejdsgiverforening for landbrugsmaskinforretninger i Danmark.