Login

Professionelle bestyrelser kan give værdifuld sparring hos medlemmerne

- Der kan være en værdi i at få en professionel bestyrelse. Og med stigende kompleksitet og konstante nye krav fra omverdenen, er der flere og flere, der får øjnene op for dette. Jeg tænker, at dette er nogle af årsagerne til, at jeg blandt vores medlemmer oplever en stigende interesse for også at drøfte bestyrelser, siger direktør Klaus Nissen.

- En professionel bestyrelse kan i mange tilfælde være en god løsning, men det kan også være en udfordring at få afklaret, hvad en professionel bestyrelse og sparringspartnere helt præcist skal kunne, og hvor medlemmerne kan finde de rette. Den udfordring vil vi gerne hjælpe med og har fundet en leverandør med et helt nyt koncept – BoardHouse – som uvildigt, enkelt og kompetencebaseret, kan hjælpe med at finde de rette bestyrelsesfolk, siger Klaus Nissen.

BoardHouse finder bestyrelsesfolkene

Det er netop behovet for at få en hjælpende hånd, når der skal findes kvalificerede sparrings-

partnere, der ligger bag den nyetablerede virksomhed BoardHouse. To erhvervs- og bestyrelsesfolk Michael Storm og Allan Bæk, har sammen startet konceptet med fokus på etablering af bestyrelser og advisory boards i SMV-segmentet.

- Hos BoardHouse giver vi svar på de mange spørgsmål, der kan være. Vi tager en god og åben snak med ejeren om mulighederne - naturligvis gratis og helt uforpligtende. Næste skridt er en grundig analyse, hvor vi anvender et analyseværktøj udviklet til dette segment, der giver os det optimale grundlag for efterfølgende, at finde den rette kandidat i vores base, siger Michael Storm.

Der er lagt mange kræfter i at skabe en base, der tæller et stort antal dygtige erhvervsfolk, med kompetencer indenfor mange forskellige fagområder og erfaring fra et stort antal brancher.

- Alle i basen har prøvet kræfter med SMV-segmentet og ejer ledede virksomheder. De er analyseret og testet, ligesom vi har et personligt kendskab til dem. På den baggrund kan vi udvælge og præsentere virksomhederne for folk, der kan gøre en forskel hos dem, siger Allan Bæk.

Effekt på kort og lang sigt

- Eksterne sparringspartnere kan give stor værdi i virksomhederne ved medvirken til strategi-arbejdet, i forbindelse med generationsskifte og ved tilførsel af arbejdskapital, ligesom de er tillidsskabende overfor interessenter, og jo er en sikring af ejerlederen og dennes familie, siger Michael Storm.

- Allan Bæk peger på, at eksterne folk i bestyrelsen i hverdagen kan bidrage med udfordring og udvikling af daglig ledelse, bibringe inspiration og sparring til ledelsen udefra, kan være adgang til netværk og nye dygtige medarbejdere og er et beredskab, der kan give support ved krisehåndtering.   

Mere aktuelt nu

Konceptet har de skabt før Corona-krisen. Men de oplever nu i kølvandet herpå, at deres tilbud er endnu mere aktuelt, fordi mange ejerledere i den forgangne tid har erfaret, at det kunne have haft en stor værdi for dem, hvis de i perioden havde haft et beredskab med professionelle kompetencer tilknyttet som sparring. Ligesom de indser, at der skal nye tanker til, for at dæmme op for den negative vækst.

Hos BoardHouse har de også etableret deres eget advisory board med eksterne medlemmer. Det består af de succesfulde ejerledere Anne Dorthe Hjort, Nature Planet og Torben Dinesen, Dinex, der kender udfordringerne i en ejer ledet virksomhed såvel som i SMV-segmentet, og som fra egne virksomheder kender værdien af advisory board og bestyrelser, når virksomheden skal udvikles. 

Stor interesse

Siden BoardHouse gik i luften ved udgangen af august 2020, har der været en rigtig stor interesse for konceptet, hvilket glæder de to partnere meget. – Vi er jo netop sat i verden for at blive brugt, siger de samstemmende og smilende. Der er besøgt virksomhedsejere, der er allerede fundet bestyrelsesfolk til de første, og flere ejere har booket besøg af Michael og Allan. Også fra banker og andre rådgivere har interessen for at få viden om BoardHouse konceptet været overvældende, da de rigtig gerne vil kunne anbefale muligheden til deres kunder.

Du finder mere om BoardHouse på hjemmesiden www.boardhouse.dk. Som medlem der overvejer at etablere et advisory board eller bestyrelse, eller som ønsker at udskifte i nuværende bestyrelse, kan du få et helt uforpligtende møde.